Kiropraktik og Gonstead-behandlingsmetoden
Gonstead-undersøgelse
Der er fem kriterier, jeg kan benytte mig af for at finde en låsning:
1. Nervoskopmåling. Nervoskopet måler temperaturforskelle langs rygsøjlen, som kan være tegn på et ødem, hvilket vil sige hævelse forårsaget af tryk på nerverne.
2. Statisk palpation. Undersøgelse af huden, rygsøjlen og armene og benene, mens patienten ikke er i bevægelse. Jeg mærker efter ødemer (hævelser i huden) og ømhed og smerte i ryggens led og muskulatur.
3. Bevægelsespalpation. Her undersøger og mærker jeg på rygsøjlen og leddene i arme og ben, mens de er i bevægelse. Jeg mærker, hvordan ryghvirvlen, bækkenleddet og leddene i arme og ben bevæger sig specifikt og i forhold til ledet ovenover og nedenunder.
4. Røntgen. Jeg tager et røntgenbillede, når det er nødvendigt. Et røntgenbillede giver mulighed for vurdering af andre sygdomme, brud, holdning samt leddenes og bruskskivernes tilstand. Patienten har eventuelt MR-scanningsresultater eller osteoporosediagnoser med.
5. Visualisering. Ved visualisering kigger jeg på patientens holdning og bevægelse. Især ryggens holdning set fra siden er meget vigtig – nakkesvajets bue fremad, brysthvirvelsvajets bue bagud, lændesvajets bue fremad og korsbenets og bækkenets lette svaj bagud.
Når jeg er færdig med undersøgelsen, stiller jeg diagnosen for hvilke led, der skal behandles, og hvornår i behandlingsforløbet.
Gonstead-behandlingsmetoden
Gonstead-behandlingsmetoden er meget specifik og nænsom – og oftest behandler jeg kun ét eller nogle få led ved hvert besøg, først ved en tredimensionel behandlingsteknik og derefter hold af det specifikke led.
Som Gonstead-behandler genskaber og forebygger jeg optimalt helbred ved at finde og behandle påvirkninger i nervesystemet, som er forårsaget af en låsning af ryggens led eller leddene i arme og ben.
I Gonstead-systemet er der mange måder at behandle det enkelte låste led kiropraktisk, så jeg kan tilpasse min behandling bedst muligt til den enkelte patient. Dertil har jeg også specielle Gonstead-behandlingslejer, -brikse og -stole til både voksne og børn.
Efter behandlingen er det godt for patienten at gå frem for at sidde, for således at massere ryggens led og bruskskiver.